Fie og kropsglæden #3 – Samfundets kropskultur ødelægger kropsglæden |

Fie og kropsglæden #3 – Samfundets kropskultur ødelægger kropsglæden

  • -

Fie og kropsglæden #3 – Samfundets kropskultur ødelægger kropsglæden

I flere år flygtede Fie Sommer fra sig selv og sin krop. Yoga fik hende tilbage til at vise omsorg for sig selv. I takt med, at Fie trak vejret dybere, genfandt hun både sig selv og kropsglæden. Nu gør hun op med samfundets kropskultur og opfordrer alle til at lytte mere til sig selv.

Kropsglæden er forsvundet i takt med forøgelsen af spejle i fitnesscentrene, hvor vi sammenligner vores kroppe og stræber efter det perfekte.

Det giver stressede mennesker, der har angst og føler, at de ikke kan leve op til deres omgivelsers krav. Vi kan ikke lide vores kroppe, og mange kæmper med lavt selvværd.

Glemte sig selv i komplimenterne

En af dem, der har oplevet presset for den perfekte krop, er Fie Sommer. Hun har altid fået mange komplimenter for sit udseende. Det var ’nice’, som hun siger, men det fik hende også til at identificere sig med sit udseende og fokusere på at holde sig smuk, så strømmen af anerkendelse fortsatte. Hun glemte bare sig selv.

Forrige sommer sagde hun farvel til facaden og de dårlige tanker foran spejlet. I stedet ville hun tættere på sin krop og sin kerne. Yoga var et af de centrale værktøjer, men det var slet ikke nemt at skifte fokus, for pludselig skulle Fie mærke sig selv.

”I starten kunne jeg slet ikke holde ud at være stille og være i en yogastilling i længere tid. Jeg kunne slet ikke holde ud at mærke min krop så intenst. Jeg kan stadig huske første gang, jeg trak vejret helt ned i maven. Det var den vildeste oplevelse … Det var, som om der aldrig rigtig var kommet luft hele vejen derned.”

Flygtet fra sig selv

For Fie blev mødet med yoga og meditation et tegn på, at hun tidligere var flygtet fra at mærke sig selv. Hun havde skåret sin krop fra og ladet hovedet fortælle hende, at hun skulle passe ind. Yogaen lærte hende at lytte til sin intuition og sit hjerte.

”I dag føler jeg, at yoga giver mig ro. Det har været en kæmpe opdagelse, der har været virkelig god for mig. Yoga giver mig lov til at slappe af og vise mig selv omsorg på en kærlig og rolig måde. Tidligere skulle det gøre ondt, når jeg skulle mærke mig selv. Sådan er det slet ikke længere.”

Farvel til den usunde kropskultur

Som en helt naturlig del af opgøret med kropsidealerne tog Fie også sit forbrug af sociale medier op til revision. Hun oplever, at det gør folk syge, når du til enhver tid kan sidde på sengen med din pizza og kigge ind i folks perfekte liv.

”Kulturen på sociale medier viser kun glansbilleder. Man poster ikke et billede, hvor man ser grim ud. Det hele ser perfekt ud i perfekt lys, og det får én til at tvivle på, om ens liv er godt nok. Den kultur er blevet virkelig syg og overdrevet.”

Nu prøver Fie i stedet at ændre kulturen indefra. Hun deler kropspositive opslag og sætter fokus på, at alle er gode, som de er, og at du skal elske din krop. Hun laver kærlighedsworkshops og har fjernet alt det på sociale medier, hun ikke bliver glad af.

”Tidligere fulgte jeg en masse perfekte personer med perfekte kroppe og perfekt tøj på Instagram, fordi jeg bildte mig ind, at det var motiverende. Jeg tænkte, det var inspiration til at blive en bedre version af mig selv. Jeg var slet ikke bevidst om, at det fik mig til at føle mig mindre værd. Jeg lod mig bombardere med en masse perfekte billeder hver dag. Og det er helt vildt, hvor meget det programmerer én og påvirker din selvopfattelse.”

Modkultur er vejen frem

For Fie handler det om at skabe en modkultur. Kroppene på Instagram og andre sociale medier skal være ægte. Løsningen er ikke at slette appen, for vi lever i en tid med smartphones og sociale medier, der påvirker os. I stedet vil Fie vise sårbarhed og italesætte, at alt ikke er perfekt.

”Jeg vil opfordre folk til at være mere sig selv. Lytte mere til sig selv. Dele mere af det uperfekte. Jeg kan mærke, at det ændrer noget i mig, når jeg hver dag kigger på ægte menneskekroppe. Det ændrer, hvordan jeg opfatter mig selv, og det har gjort en masse godt for mig at se kropspositive billeder.”

Fie tror på, at vi kan skabe mere kropsglæde, hvis der kommer flere forskellige kroppe i mediebilledet. Det vil hjælpe til at omprogrammere vores hjerne til en mere nuanceret forståelse af, hvad kroppe er.

”Vi er ikke skabt til at hade vores krop. Derfor har jeg også lavet et mantra, som jeg siger, hvis jeg får negative tanker om mig selv og min krop: Jeg siger: ’Jeg er fucking sej. Jeg har en dejlig krop. Jeg er for nice, når jeg bare står i mit lys, som jeg er’.”

Og selvom Fie står et bedre sted end for to år siden, så kommer de dårlige tanker stadigvæk tilbage indimellem. Men nu ved hun, hvad hun skal gøre med dem. For hun ved, at de ikke er sandheden.

Læs første artikel i serien om Fie: Fra præstationsræs til kropsglæde og indre ro

Læs anden artikel i serien om Fie: Yoga hjælper Fie til at elske sin krop

 

 

 

 

 

 

 


COPENHAGEN YOGA FESTIVAL

25 - 27 AUGUST