Det begyndte med en havefest og en elefant et sted i den nybyggede del af Sydhavn, København. Stinas Madelaires ven havde på en rejse til Indien købt en imponerende stenstøtte af elefantguden Ganesha, og den skulle indvies standsmæssigt med røgelse, mantrasang og rosenblade. Masser af venner blev inviteret til sommerfest for at tage del i ceremonien, og en håndfuld yogalærere blev indbudt til at give gratis klasser på græsplænen. Metervis af nervøs velour og et omkuldblæst pavillontelt udgjorde møblementet, græsset var gulv under udrullede yogamåtter, og himlen et højt tag mellem etagebyggeriet. Højtideligheden toppede, da en kokosnød blev flækket og kastet i havet, legen på plænen varede længe og sluttede med sang i rundkreds om lejrbål i mørket.
Foråret efter sad Stina Madelaire og Mai Brøndsted og satte yoga, græsplæne og musik sammen igen til drømmen om en storslået festival. Visionen var en festival, der skulle præsentere yoga i al sin skønne mangfoldighed og give yogier fra hele landet et fælles mødested. En festival der skulle udbrede yoga langt ud over det eksisterende miljø og vise, at der findes yoga til mennesker i alle aldre og faconer.
Sommeryogaplænefest skiftede navn til Copenhagen Yoga Festival og flyttede i 2011 fra Sydhavn til Søndermarken på Frederiksberg. Yogier kom strømmende til allerede tidligt om morgenen og rullede måtterne ud til trods for DMI’s trusler om tung regn. Halvdelen af programmet blev gennemført med stil og smil, hvorefter vi pakkede sammen og søgte tilflugt, enige om at dette var begyndelsen på noget stort.
www.yogatid.dk
I 2012 byggede vi en landsby af telte på kanten af havet ved Tiøren, Amager Strandpark. Festivalen blev udvidet til to dage, og det ambitiøse program præsenterede næsten 40 workshops og en stribe foredrag samt en scene med live musik. Der var sommersmil, yogier langt ud over teltenes bristende bredder, stor mediedækning og rosende omtale.
www.elephantjournal.com
Drømmen var blevet til virkelighed. Havefesten er vokset til en festival, og elefanten vifter veloplagt med ørene igen til sommer. Vi glæder os til at byde velkommen til et bugnende program igen i år og til at fejre en lys idé, der blev til i Ganeshas navn hin sommer i Sydhavn.
Se billeder fra de sidste år her
Dansk
English